Bag linjerne: Fem finurligheder ved enhver videoproduktion
Enhver videoproduktion har sit eget liv, sin egen udvikling og sin egen tilvejebringelse. Jovist, der er en mere eller mindre ensartet rammesætning og step-by-step-proces forbundet med dét at producere en video. Men inden for den overordnede kasse, kan der opstå mange små finurligheder, der bidrager til rejsens egentlige destination: Den endelig levering af en film. Lad os gennemgå nogle af de små finurligheder, som vi oplever i løbet af hver Videoproduktion.
1: Pris, ambitionsniveau og forventning.
Det her er en klassiker; Når forventning omkring pris ikke går hånd i hånd med forventningen omkring ambitionsniveau. Som førstegangsbestiller af en videoproduktion, kan det umiddelbart være svært at vide, hvor man ligger henne på budgetskalaen. Her er det vigtigt at man som producent og leverandør er transparent og konkret i sin beskrivelse af tidsforbrug og budgettering. Nogle opgaver kræver mere af den forudgående kreative udvikling, mens andre er mere lige til at gå i gang med. Nogle projekter kræver relativt få timers optagelser, mens andre kræver mere. Og det samme i post-produktion. Som udgangspunkt arbejder vi med en tommelfingerregel, der hedder, at 1/3 af det samlede tidsforbrug af optagelser, mens 2/3 af det samlede tidsforbrug er postproduktion. Filmer vi i 4 timer, ja, så arbejdes der 8 timer i postproduktionen. Og lad os i samme ombæring være hudløst ærlige: Pris og kvalitet hænger sammen! Og man kan uden tvivl finde videografer, der er billigere end os.
2: ”Vi har lige vendt det internt, og vi vælger at gå i en anden retning”.
Den her sker sjældent, men dog alligevel engang i mellem. Vi har et møde, sætter os fast på skibets kurs og får grønt lys til at sejle imod vores destination. Midt på havet sender vi et konceptudkast, manuskript eller storyboard til vores kunde, der i mellemtiden lige har vendt konceptet internt. Nye inputs betyder nogle gange ny kurs. Og så er det tilbage til tegnebrættet. Med erfaring bliver man bedre og bedre til at fornemme, om den fastlagte kurs er ”godkendt” indefra, og således sikre, at alle er enige, inden skibet forlader havnen. Det er derfor aldrig for sent at ændre lidt på skibets ror.
3: Tidsfristen afhænger af responstiden.
Vi arbejder ofte med en tidsfrist på vores videoproduktioner. ”Kan I have videoen klar inden d. 11/11?”, sagde bageren (okay, dårlig joke. Beklager!)… Anyway, ofte afhænger leveringen af den endelige videoproduktion af, hvor hurtigt der responderes og kommenteres på videoens første udkast. Responstiden er altafgørende for, hvor hurtigt vi kan levere en video. Skal videoen igennem 10 led internt, eller har én enkelt person ansvar og autonomi til at træffe beslutningerne inden for kort tid efter at have set de første udkast? I såfald, bliver det nemmere at møde de tidsfrister, der måtte være.
4: Scope creep.
Alle, der arbejder med levering af (kreative) ydelser, kender fænomenet scope creep; Når ændringer og rettelser kører i ring og er selvmodsigende. Vi hopper og danser for vores kunder, ingen tvivl her. Men for både budgettets, tidsforbruget og effektivitetens skyld, så er det rart at undgå unødige korrekturrunder. Heldigvis kan en stor del af dette imødekommes igennem en grundig forventningsafstemning, preproduktion og brief af, hvad slagplanen er.
5. ”Kan vi ændre musikken?”
Der er ofte musik på videoer, vi producere. Og musik er – lige som livretter og kunstpræferencer – en fuldstændig relativ vurderingssag. Ja, musikken skal symbolisere og udtrykke tone-of-voice og den fortælling, som videoproduktionen understøtter, men når det så er sagt, så er det musikstil- og præference noget, vi ofte støder på. Det er heldigvis en overkommelig mundfuld at tygge på, når en kunde efterspørger en anden slags musik end den, vi indledningsvist havde valgt.