Guide til videoproduktion: Sådan kommer du sikkert i mål med produktionen af instruktionsvideoer.

En videoproduktion bestående af instruktionsvideoer har ofte ét helt centralt formål: At oplære, uddanne og instruere en bestemt målgruppe i et specifikt og konkret emne.

At klæde folk godt på til at udføre en helt specifik og konkret opgave – ofte med en step-by-step- og 1:1-gennemgangsproces. Ultimativt løfter instruktionsvideoer den opgave, der ligger i at sikre, at modtagere af instruktionsvideoerne ved, præcis, hvad de skal gøre – og hvordan. Emnerne kan være alt fra, hvordan man samler et møbel, installere en computersoftware til hvordan man yder førstehjælp i en redningssituation.

Hos FORMAT har vi arbejdet med instruktionsfilm inden for mange forskellige tematikker. Og vi vil gerne dele ud af erfaringen. Så lad os kigge nærmere på, hvad man skal være særligt opmærksom på, når der skal produceres instruktionsvideoer!

1: En veludført preproduktion og det færdige manuskript.
Som med alle andre typer videoproduktioner starter det hele med forberedelserne. Når det gælder instruktionsvideoer er der dog ofte specielt én ting, der skal være defineret og tydeliggjort – og som man arbejder ud fra. Nemlig manuskriptet. Instruktionsvideoer besidder  ofte et ordret manuskript, der er nøje udarbejdet og godkendt på forhånd. Lige som med en instruktionstekst er det nemlig vigtigt, at man bruger de rette udtryk og forklaringer for at sikre, at instruktionerne overholder retningslinjer og forstås klart og tydeligt at modtageren. Efter det færdiggjorte og godkendte manuskript udarbejdes storyboard, optagelsesplaner og fremgangsmåden for videooptagelserne til instruktionsvideoerne. Men som ved enhver videoproduktion, så starter det hele altså med forberedelserne.

2: Struktur på videooptagelserne. Få det hele med!

Når videooptagelserne og den reelle videoproduktion skydes i gang er det rigtig vigtigt, at man har styr på sin struktur og planlægning af videooptagelserne. Er der statister på videooptagelserne, kan man med fordel læse manuskripterne op imens der filmes, for at sikre, at statisterne foran kameraet har de konkrete instruktioner at læne sig opad. Ved optagelserne af de forskellige visuelle instruktioner og scener – altså videooptagelserne af dækbillederne -, er strukturen også vigtig. Her kan man med fordel dele hver optagelse ind i tre kategorier: 1: Vidvinkel, 2: Medium, 3: Close-up. På denne måde sikre man, at der kan klippes mellem optagelserne i den endelige video og ydermere sørge for, at den visuelle gennemgang kommer hele vejen rundt – og således giver et godt overblik hos modtageren af videoen.

Note: Vær klar på spontane ændringer.


Som med de fleste andre videoproduktioner kan der løbende opstå udfordringer og ændringer, som man kan blive nødt til at navigere efter. Måske var der noget i forberedelserne, som ikke virkede i praksis. Måske har man fået en idé eller et indskud, der er værd at tage højde for under videooptagelserne. Her er det vigtigt at helgardere sig og altid indfange de muligheder, der kan opstå – man kan jo altid undlade disse i postproduktionen.

3: Postproduktion: Så skal der klippes!

Når man kaster sig ud i redigeringsarbejdet gør man virkelig sig selv en tjeneste, hvis man – lige som med videooptagelserne – har styr på struktur og opbygning. Når det kommer til instruktionsvideoer produceres der ofte mere end én. Derfor er det ekstra vigtigt, at man har en logisk og stringent opbygning i sin redigering. Både for at gøre redigeringen mere overskuelig, og fordi det er vigtigt at bibeholde en konsistent udtryk og en rød tråd i samtlige instruktionsvideoer.

Note: Prøv videoerne af på målgruppen løbende.

Man kan med fordel afprøve et par videoer på sin målgruppe løbende. Er videoerne overskuelige? Går budskabet igennem? Hvad er deres førstehåndsindtryk af instruktionsvideoerne? Tilbagemeldingen på spørgsmål som disse kan være guld værd.

Der er selvfølgelig mange aspekter, man kan definere som værende vigtigt ved produktionen af instruktionsvideoer (og enhver anden videoproduktion for den sags skyld!), men her i artiklen har vi berørt nogle af de mest overordnede huskeråd. God fornøjelse med produktionen af dine næste instruktionsvideoer!