Kunsten ved det gode interview. Sådan rammer B2B-virksomheder plet med den interviewbaserede videoproduktion.
Et dårligt interview kan ikke redde selv den flotteste video. Så simpelt kan det siges. Derfor er det ekstremt vigtigt, at især intervieweren er godt forberedt og har gjort sit hjemmearbejde på forhånd, så interviewpersonen kan læne sig tilbage og blot svare på spørgsmålene. Her giver vi 5 hurtige indsigter, der danner grobund for det gode interview, når B2B-virksomheder skal kommunikere gennem interviewbaserede videoproduktioner.
1. Forberedelse er nøglen til succes.
Når det kommer til interviewbaseret videoproduktion for B2B-virksomheder, er forberedelse af afgørende betydning. Før kameraet ruller, skal man dykke ned i virksomhedens overordnede eksistensberettigelse, budskab og videoens formålsdefinition for at sikre, at videoproduktionen er i overensstemmelse med den kommunikations- og fortællervinkel, der på forhånd er defineret. Herudover er det også vigtigt at interviewpersonen forbereder sig. Men pas på med at være ”for godt” forberedt. Bliver man for indøvet og fastlåst på bestemte ord og formuleringer, så kan man risikere, at interviewet bliver for mekanisk og upersonligt. Det er fint, hvis man på forhånd har gennemgået interviewspørgsmålene. Men en video med et interview, der emmer af en personlig og menneskelig samtale, fungerer lagt bedre end en video, hvor stemningen fremstår opstillet, indøvet og mekanisk.
2. Byg et tillidsforhold med din interviewperson.
At skabe et solidt og tillidsfuldt forhold med din interviewperson er i bund og grund det afgørende aspekt for at opfange et vellykket interview i din videoproduktion. Og her er det interviewerens rolle at få det bedste frem i interviewpersonen, så denne kan fremstå menneskelig, engageret, oprigtig og overbevisende i videoen. Og ikke mindst italesætter de aspekter, der er defineret på forhånd.
Det betyder at skabe en atmosfære, hvor din interviewperson føler sig tryg til at kunne fremstå personlig, sympatisk, rolig og overbevisende. En af de vigtigste færdigheder her er at skabe et afslappet og åbent miljø, hvor interviewpersonen føler sig komfortabel. Det har nemlig afgørende betydning for kvaliteten af dine optagelser og vil give en autentisk følelse til den endelige video, at interviewpersonen hviler og virker oprigtig og troværdig i sine svar.
Tilliden bunder også i, at intervieweren kan guide interviewpersonen i den fortællermæssige retning, der understøtter den specifikke videoproduktions grundlæggende kommunikations- og fortællervinkel. Det kræver selvfølgelig dyb indsigt i virksomhedens forretning og eksistensberettigelse, og dette ansvar ligger på interviewerens skuldre.
Ofte vil interviewet minde mere om en egentlig samtale. Det sidste man har lyst til er at udsætte en interviewperson for et forhør for et rullende kamera.
3. Spørgsmål og svar, der skaber dybde og indsigt
Når du planlægger spørgsmål til dit interview, er det afgørende at tænke ud over overfladen. Formuler spørgsmål, der går i dybden og skaber indsigt. Dette er nøglen til at fange seernes opmærksomhed og levere meningsfuldt indhold i din videoproduktion. Spørgsmål bør hjælpe med at udforske emnet fra forskellige vinkler og afdække dybere lag af information, der er relevant for din videoproduktion.
Interviewspørgsmålene skal skabe et udgangspunkt for et svar, der går i dybden og belyser essentielle pointer, men skal samtidig ikke være så åbent, at interviewpersonen begynder at vandre ned af afkroge og stier, som ikke var indtænkt på forhånd. Hvis en interviewperson begynder at gå for langt ud af en tangent, er det interviewerens ansvar at påpege dette og få interviewet tilbage på sporet. Som interviewperson skal du egentlig bare læne dig tilbage, svare på spørgsmålene – og overlade ansvaret og det hårde arbejde til intervieweren. Lyder det ikke dejlig nemt?
4. Håndtering af opsætning og tekniske udfordringer i videoproduktion
Tekniske udfordringer – eller i hvert fald opsætningstid – er uundgåelige i videoproduktion.. At sætte en interviewoptagelse op, for at få det bedst mulige visuelle resultat, kræver faglighed, kreativitet og grundighed. Fra lys til lyd – der kan være mange ting at tage hensyn til. Derfor kræver det ofte grundig gennemgang at lokationer og faciliteter, førend man kan gøre klar til interviewet.
Der kan være tekniske udfordringer eller kreative beslutninger, der kan kræve lidt ekstra tid. At mestre de tekniske aspekter af videoproduktionen vil bidrage til at sikre, at dit indhold ser professionelt ud og lyder godt. Og husk: Hellere tage lidt længere tid – og nogle gange stoppe interviewet om nødvendigt -, end at forhaste processen. Så lad dig ikke stresse af, at ting kan tage længere tid, end man nogle gange forestiller sig.
5. Redigering og præsentation
Når dine optagelser er i kassen, er det tid til at redigere og præsentere dem på en måde, der er i tråd med det overordnede videoproduktionsmål. Det lyder som en gentagelse – men der skal meget gerne være en gennemgående linje fra pre-produktion til post-produktion. For at være sikker på, at vi rammer inden for den overordnede formålsbeskrivelse, er der på forhånd lavet en del forarbejde, blandt andet med udarbejdelse af formålsbeskrivelse, interviewspørgsmål et storyboard, hvor de ønskede interviewudtalelser og vinkler er skarpt defineret.
En vellykket videoproduktion afhænger i lige så høj grad af redigerings og post- produktionsarbejdet, som det handler om de egentlige optagelser. Og ja,, der kan trylles i postproduktion og redigering, og i de fleste tilfælde vil 90% af det samlede interview ikke blive brugt. I redigeringen bliver der ofte klippet ”øh’er”, kunstpauser eller kludrede formuleringer ud af interviewet, i en sådan grad, at vi ofte hører kunder sige: ”Hor da op – er det mig, der siger det der?”. Og ofte hører vi da også kommentarer som: ”I kan jo bare klippe i det..”, og ja, det kan vi.
Men lad det nu ikke være en sovepude. Det er nemlig værd at påpege, at konkrete, forståelige og overbevisende svar som udgangspunkt skal afsluttes med et tydeligt punktum – det kan nemlig høres og mærkes, hvis der klippes midt i en sætning.
Ved at mestre disse fem aspekter af den interviewbaserede videoproduktion går man ikke helt galt i byen i bestræbelserne på at levere film- og videofortællinger af høj kvalitet og med meningsfulde og stærke statements.